Spring til indhold

Kids Tour d. 11. september

Spænd cykelhjelmen og sus afsted på cyklen, når Danmarks største cykelløb for børn 'Kids Tour' kommer til Holbæk den 11. september 2021.
12.05.2021

Der skal trædes i pedalerne, når Danmarks største cykelløb for børn 'Kids Tour' kommer til Holbæk i år. Holbæk Kommune har nemlig valgt at bakke op om cykelløbet og blive værtsby for cykelbegivenheden, der finder sted lørdag d. 11. september 2021. Hele familien inviteres til en dag fyldt med cyklesjov og aktiviteter for hele familien.

”I Holbæk glæder vi os til at være værtsby for Kids Tour. Det at cykle sammen er både sundt og sjovt, og med en event som denne får vi sat ekstra spot på at bruge cyklen som transportform, når vi skal rundt. De vaner starter allerede, når vi er helt små,” siger Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og fritid i Holbæk Kommune.

Fokus på trafiksikkerhed og sunde værdier

Kids Tour er et cykelløb for børn i alderen 3-10 år og afholdes som en landsdækkende begivenhed, hvor en række byer skiftes til at være værtsby for løbet. Hovedtemaerne er glæde og trafiksikkerhed, hvor børnene er i fokus med cykling, leg og sjove aktiviteter på pladsen. På stævnepladsen vil børnene bl.a. have mulighed for at træne trafikkens regler i Trafiklegepladsen og lære førstehjælp i Børnenes Førstehjælpsskole.

”Med Kids Tour kommer børnene ud i flok og mærker glæden ved at motionere og være aktive sammen på en sjov måde. I Børneulykkesfonden ønsker vi, at flere børn benytter cyklen som transportmiddel, og vi håber, at cykelarrangementer som dette kan være med til at få flere børn til at opleve glæden ved at cykle,” siger Henriette Madsen, der er generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Kids Tour arrangeres i samarbejde med Momentcph og Børneulykkesfonden. Al salg af startnumre går ubeskåret til Børneulykkesfonden for bl.a. at fremme fondens arbejde med at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker i trafikken.

Info om Kids Tour

  • Kids Tour kommer til Holbæk d. 11. september 2021.
  • Alle tilmeldte børn får et startnummer, goodiebag og et diplom, når målstregen er krydset.
  • Stævnepladsen har åbent fra kl. 10.00 til 16.00.
  • Der vil før, under og efter løbet været forskellig underholdning og aktiviteter for børn i start- og målområdet.
  • Prisen pr. barn er 75 kroner.

Læs mere og tilmeld dit barn på www.kidstour.dk

Foto: Lucas Peter Elstrøm



Feedback

Sidst opdateret

12.05.2021

Ansvarlig redaktør

Hans Henrik Nielsen